Samfund

Kender du Årets Hjerteredder 2024? Du kan stadig nå at indstille din kandidat

Du kan fortsat nå at indstille en eller flere personer til Årets Hjerteredder 2024. Foto: Hjerteforeningen

Hvert år kårer Hjerteforeningen Årets Hjerteredder, som går til en eller flere personer, der har handlet hurtigt og korrekt og ydet genoplivning, da den reddede person fik hjertestop. Nu er det muligt at indstille personer til prisen.

Du kan fortsat nå at indstille en eller flere personer til Årets Hjerteredder 2024

Hvert år falder 5.000 danskere om med hjertestop uden for de danske hospitaler. Hver og en er dybt afhængige af, at medmennesker træder til og yder hurtig og effektiv genoplivning, hvis de skal have nogen chance for at overleve.  

De mennesker, som gør en forskel, træder til og redder liv, hylder Hjerteforeningen ved at kåre Årets Hjerteredder, som findes ved det årlige Hjertegalla-indsamlingsshow, der sendes direkte på TV 2 Charlie til september.  

– Tid er helt afgørende, når det kommer til hjertestop. For hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med cirka 10 procent. Selv en lille indsats kan gøre en stor forskel, og det fejrer og hylder vi hvert eneste år, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen. 

Heldigvis træder vidner til med genoplivning, før ambulancen ankommer, i 80 procent af alle tilfælde, og det er en firedobling i forhold til 2001, hvor 19 procent trådte til med livreddende førstehjælp. 

Opfordrer til at dele historier 

Sidste år blev unge Jesper Johansen fra Albertslund hædret, fordi han resolut trådte til, da hans mor faldt om med hjertestop i hjemmet.  

Med alarmcentralen på højtaler fik han startet genoplivningen af sin mor, indtil ambulanceredderne kom og tog over. Uden Jesper Johansens store indsats havde hans mor næppe været til stede i dag.  

– Jesper er et mønstereksempel på, at alle, ung som gammel, kan gøre en forskel. Alle hjerteredder-historier er værd at hylde, og derfor vil jeg gerne opfordre til, at man deler sine historier med os, siger Anne Kaltoft. 

Man kan indstille reddere som Årets Hjerteredder og dermed have muligheden for at give lidt igen til den eller dem, som reddede liv. Så kender du Årets Hjerteredder 2024, så indstil vedkommende lige her.

Fristen for at indstille til den ærefulde titel er 1. marts.

Administrerende direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft. Foto: Hjerteforeningen

Kommentarer