Magaxin

Jonas Vingegaard bliver i dag hyldet af hele Danmark i København.

I søndags skrev Jonas Vingegaard cykelhistorie ved at vinde Tour de France for anden gang i træk, og i dag vil cykelstjernen fra Glyngøre blive hædret af hele Danmark.

Fejringen vil ligne den, som den 26-årige thybo fik efter sin første sejr i 2022. Ligesom sidste sommer vil Jonas Vingegaard køre i en åben bil fra Københavns Lufthavn kl. 12, så han kan vinke til tilskuere langs ruten til Rådhuspladsen i København.

Under køreturen vil han blive fulgt af Københavns Politi hele vejen til Københavns Rådhus, hvor den store fejring vil finde sted. Kortegen begynder ved krydset mellem Tårnbyvej, Saltværksvej og Amager Landevej.

Planen er, at Jonas Vingegaard ankommer til Københavns Rådhus kl. 13. Her vil han som sidste år træde ud på balkonen og modtage jubel fra alle de fremmødte cykelfans.

Inden da vil der være taler på Rådhuset, heriblandt fra statsminister Mette Frederiksen (S) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Herefter vil de traditionelle rådhuspandekager blive serveret, og den danske tour-vinder vil fortsætte fejringen i Tivoli sammen med andre danske Tour-ryttere.

Tidsplanen for fejringen er som følger:

Kl. 11.15: Jonas Vingegaard lander i København.

Kl. 12.00: Jonas Vingegaard kører i kortegen fra Københavns Lufthavn til Rådhuspladsen. Turen begynder ved krydset mellem Tårnbyvej, Saltværksvej og Amager Landevej og fortsætter til Københavns Rådhus.

Kl. 13.00: Jonas Vingegaard ankommer til Københavns Rådhus.

Kl. 13.15: Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) holder velkomsttale.

Kl. 13.20: Statsminister Mette Frederiksen, kulturminister Jakob Engel-Schmidt og formand for Danmarks Cykle Union Morten Andersen taler.

Kl. 13.35: Jonas Vingegaard holder sin tale.

Kl. 13.40: Den 26-årige thybo bliver hyldet af danskerne på balkonen, efterfulgt af rådhuspandekager.

Kl. 16.00: Fejringen af Vingegaard fortsætter i Tivoli sammen med andre danske Tour-ryttere.

Kommentarer