Af Ali Qais, Byrådsmedlem, Venstre

Debatindlæg v. Ali Qais. Medlem af Kommunalbestyrelsen for Venstre.

Hvorfor skal foreningerne tages som gidsler i den verserende sag om en ny tilskudsmodel?

Det undrer Venstre, der ad flere omgange i den efterhånden lange sag, har forsøgt sig med kompromisets kunst ved at stille ændringsforslag, der var mindre vidtgående end de modeller, som flertallet i Kultur- og Fritidsudvalget ser ud til at støtte.

Tårnby Kommune har i mange årtier haft en helt særlig profil, når det kommer til foreningsidræt. Det skyldes mange års trofast støtte til idrætslivet samt gode rammebetingelser og -vilkår. Tak til Socialdemokraterne for den store indsats.

Desværre ser flertalsgruppen i Tårnby Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg nu ved at sætte denne flotte profil over styr – endda med den tidligere så idrætsglade udvalgsformand og tidligere borgmester, Henrik Zimino (S) som bannerfører.

Årsagen er, at Henrik Zimino (S), ønsker at pille ved ét af grundfundamenterne i vores foreninger; nemlig det frie foreningsvalg, hvor man frit kan melde sig ind i den forening, som man ønsker at være medlem af – uanset hvor man bor. Nu arbejder man med en stopklods, der betyder, at hovedparten (dvs. mindst 50 %) af medlemmerne skal have bopælsadresse i Tårnby Kommune for fortsat at være anerkendt som folkeoplysende forening. Foreninger, der ikke lever op til dette, risikerer at miste status som forening, hvorved de hverken kan søge om aktivitetstilskud eller lokaler. Hvis de nye regler bliver forvaltet for hårdt, risikerer flere foreninger at skulle lukke.

Det er for mig en gåde, at vi i Henrik Zimino (A) har en udvalgsformand, som har valgt denne tilgang til vores mangfoldige- og rige foreningsliv i kommunen. Vi bør, som ansvarlige politikere, med stolthed se på de mange foreninger, der udfører et fantastisk arbejde for især børn og unge – med masser af frivillig arbejdskraft blandt både ledere og trænere.

Den nye ”fortolkning” af reglerne kan have følgende konsekvenser:

– En begrænsning af de muligheder som foreningsmedlemmerne har for at dyrke foreningsidræt på tværs at kommunegrænser. Foreningerne risikerer at skulle at afvise nye medlemmer med henvisning til, at de bor i en forkert kommune. Er det en lovlig afvisning, når loven tilsiger, at foreningerne skal være åbne for alle?

– At stolte og veldrevne foreninger risikerer at skulle dreje nøglen om, fordi de nye regler sker med tilbagevirkende kraft.

– Nabokommunerne laver lignende tilskudsmodeller, og prioriterer deres egne borgere først.

Jeg har personligt, og som kommunalpolitiker, ikke tidligere oplevet så meget uro i foreningslivet som nu. Det lokale foreningsliv er ganske enkelt hamrende nervøse for, hvad der sker i fremtiden.

Et dette en god og ønskværdig udvikling? Nej. Situation kalder på en politisk løsning på tværs af kommunerne i hovedstadsområdet, hvor foreningslivet ikke tages som gidsler!