Kultur

Flying Superkids fra Aarhus klar i Kastrup med elitegymnast-show, hvor alle kan være med

Paladsteltet og Flying Superkids Byen er nu bygget op og klar til at modtage familie og venner til årets store gymast-show med fokus på fællesskab og trivsel. Pressefoto

Denne og næste weekend kan det københavnske publikum opleve flotte gymnastik-shows med børn og unge fra den århusianske gymnastikforening, Flying Superkids, som for en god uges tid har ‘slået lejr’ ved Kastrup. Første forestiling løb af stabelen fredag eftermiddag

63 seje ‘superbørn’ fra de århusianske supergymnaster, Flying Superkids, byder i weekenden velkommen til et tempofyldt show med alt lige fra håndstande på syv stablede stole til saltomortaler og breakdance.

Men Flying Superkids er mere end imponerende gymnastik-evner.

Gymnastikforeningen, der står bag træningen af de unge gymnaster blev for mere end 50 år siden skabt ud fra en vision om at skabe et show med fokus på fællesskab frem for konkurrence, som vi ser den til OL.

Det er nemlig fuldstændig afgørende, at truppen med børn og unge i alderen fra 8 til 22 har det godt med hinanden, da de store show kræver både samarbejde og tillid, fortæller børnene i en af de videohistorier, der indgår i årets show:

”Det, der gør træningen til noget særligt for os, er fællesskabet.”

”Der er ikke nogen, som skal blive holdt uden for i små grupper, og der er ikke nogen, der kun skal gå sammen med deres bedste ven, for alle skal kunne være sammen med alle. Det er det, vi skal kunne i vores shows og til vores træninger.” 

Fortæller et par Flying Superkids, der nu gør klar til de næste to weekender med show i Kastrup i København med deres trænere og daglig leder, Lars Godbersen, som selv er tidligere superkid og i dag præsenterer showet for gymnastikholdets mange nye og gamle fans.

– Essensen af Flying Superkids er, at vi skal have det sjovt og udvikle os sammen. Vi kommer først rigtig op at flyve, når vi øver os i at løfte i flok, så en stor del af arbejdet med at blive dygtige til gymnastikken er også, at vi lærer at hjælpe og støtte hinanden undervejs og lukke alle ind i fællesskabet, siger han.

Trampoliner til publikum

Med højt humør og gensidig støtte blandt holdkammeraterne vil Flying Superkids derfor gøre alt, hvad de kan, for at skabe et uforglemmeligt show, som både underholder og inspirerer publikum til at drømme stort og tro på sig selv. Truppen medbringer derfor også en stor udendørs aktivitetspark, ‘Kia Family Park’, med blandt andet trampoliner og airtracks, så børnene blandt publikum kan få lov til at prøve deres indre ‘Flying Superkid’ af. 

Hvil og trivsel

I arbejdet med at styrke fællesskabet har Flying Superkids som gymnastikforening såkaldte fællesskabsregler, som skal være med til at sikre, at alle er med, store som små. 

Truppen er opdelt i to mindre hold, hvor kun halvdelen optræder til hvert show.

Det giver de unge gymnaster mulighed for et velfortjent hvil mellem forestillingerne samt et rum for at heppe og støtte deres holdkammerater, mens de optræder. Det bidrager også til sammenholdet, at gymnasterne på den måde støtter hinanden under og uden for forestillingerne, uanset om de er 7 eller 18 år gamle.

Showdatoer i Kastrup:

  • Lørdag d. 3. august kl. 11:00
  • Søndag d. 4. august kl. 11:00
  • Søndag d. 4. august kl. 16:00
  • Fredag d. 9. august kl. 11:00
  • Fredag d. 9. august kl. 17:00
  • Lørdag d. 10. august kl. 16:00
  • Søndag d. 11. august kl. 11:00
  • Fredag d. 17. august kl. 11:00

Kommentarer